Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Bagte tomater - opskrift

TomaterOprettet af Lone tor, november 20, 2008 07:34:24

Det rusker og regner derude nu - men det bliver jo ikke ved

Blog Image

Efter regnen kommer der solskin

Blog Image

Sådan var det ihvertfald den anden dag

Når der er langt mellem dagene med sol, kan man godt få lyst til at spise noget, der minder om sommer.

Blog Image

Ovnbagte tomater med timian er lige, hvad man trænger til, og du skal selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

½ kg små søde tomater - tag de bedste du kan finde - der er stor forskel på sorterne

4 tsk. gyldent rørsukker

1 tsk. timian

1 spsk. (jo det er rigtigt) salt

2 spsk. olivenolie

Blog Image

Det her er noget du kan lave en aften, du alligevel har ovnen i gang. Mens du venter på din aftensmad i ovnen, halverer du tomaterne, og lægger dem i et ovnfast fad. Drypper olivenolien hen over dem og drysser med salt, sukker og timian.

Blog Image

Sådan - det tager ikke lang tid, og du skal ikke gøre mere, end du kan huske udenad.

Når uret ringer og du hiver din aftensmad ud af ovnen, sætter du fadet med tomater ind og slukker for ovnen samtidigt.

Så glemmer du alt om tomater, går i seng og sover dejligt.

Næste dag, når spekulationerne om endnu en interessant gang aftensmad melder sig, kommer du i tanke om dine lækre langtidsbagte tomater. Du føler dig enormt tjekket, fordi du har formået at planlægge noget af et måltid et helt døgn i forvejen.

Blog Image

Du kan spise tomaterne som de er - med godt brød og ost. Eller du kan bruge dem som tilbehør til retter med kylling m.m. Jeg brugte mine i en umådelig god pastasalat med laks - den skal du selvfølgelig have opskriften på en anden dag.

Solrig dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post67