Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Slægten Annikat

HverdagenOprettet af Lone tor, november 27, 2008 07:17:36

Der har altid været katte på gården.

Blog Image
Sjældent nogle der var tamme eller havde navn, men altid et udvalg af katte.

Blog Image

Stammoderen var både tam og havde navn - Annikat.
Bedste musefanger på den nordlige halvkugle. Frygtløs selv når det gjaldt rotter. Hun kom engang hjem med en iturevet overlæbe efter en kamp. Læben voksede sammen , men hun var let at kende på arret. Og hun fik killinger, gjorde hun, hvert år et fint kuld i samme farver som hende selv.

Blog Image

Nysgerrige og sultne, men aldrig helt så tamme som deres mor. Det er ikke til at vide, hvilke gener hun støvede op på fadersiden.

Blog Image

Killingerne voksede op og fik selv killinger - nogle gange med fædre af tvivlsom oprindelse.

Blog Image

En sommeraften, hvor det regnede voldsomt, hørtes en svag miaven omme ved maskinhuset. Det var ikke til at bestemme, hvor lyden kom fra, men det var helt sikkert en meget lille killing i nød. Vi ledte og ledte og af alle steder sad killingen lige under tagdryppet fra maskinhusets tag. Ynkelig og klasket sammen i pelsen. Den var kun ved at få øjne, og i sådan en alder forlader killinger ikke deres mor og hule, medmindre moderen ikke kommer og giver mælk længere. Så vi tog den indenfor, og startede hårtørreren. Der gik ikke lang tid før drengene kom ind med en killing mere - ligeså forkommen og udsultet.

Blog Image

De to søstre kom over de første svære dage - på mælkeerstatning og masser af varme. Siden flyttede de ud i laden. Den ene kom til Berlin og bor nu hos nogle venner. Den fik navnet Fifi, og det kan man mene om, hvad man vil, men under alle omstændigheder er den familiens omdrejningspunkt. De har allerede brugt en formue på jævnlige dyrlægeundersøgelser samt et specielt redningsfirma, der sender uddannede folk op i de høje træer i Berlin for at hente katte ned.

Den anden søster blev aldrig helt så tam. Den lever det uforpligtende liv her på gården, i skoven, i engen og hvor det nu er værd at komme.

Det er vi glade for. Kattene holder bygningerne fri for mus og rotter, så der skal altid være katte på gården.

Gode tanker herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post74