Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

1. klasse

HverdagenOprettet af Lone tir, december 16, 2008 08:37:21

Tilbage i begyndelsen af 70'erne begyndte jeg i 1. klasse på en lille landsbyskole i Nordsjælland. Jo det var virkelig en landsby.

Blog Image
Lige overfor skolen lå en meget gammel købmandsforretning, og det var købmanden selv og hans hustru, der altid var i forretningen. Eller det vil sige, købmanden dukkede kun frem fra baglokalet, når der var flere kunder i den lille mørke forretning, for hans livs passion var violiner. Der hang hel- og halvbyggede violiner under loftet, og i baglokalet havde han sit lille værksted.

Vi måtte selvfølgelig ikke gå over vejen til købmanden i skoletiden. Da vi blev ældre og mere modne - 3. klasse - bød vinteren på interessante fritidsklubber som broderi og træsløjd én gang om ugen. Det var noget, der kunne tænde unge mennesker.
Pausen, fra skoledagen sluttede til fritidsundervisningen begyndte, rummede muligheden for en tur til købmanden.

Det forholdt sig sådan, at slik ikke var noget vi spiste derhjemme. Ligesom pålæg med nitrit (og der er stort set nitrit i alt pålæg inklusiv leverpostej), saftevand, nutella, chips, pølser, pommes frites, fabrikskager, marmelade, lørdagskyllinger og sodavand (bortset fra klar cola hos min mormor og morfar - "det kan da ikke skade vel" - sagde min morfar altid, og jeg syntes, han havde evig ret).

Udover det forhold at jeg ikke burde spise slik, havde jeg ingen penge - men det havde min veninde Jannie. Og hun vidste, hvordan man spiste slik. Hendes forældre havde kort til Metro. Selvom jeg aldrig havde været der, var beskrivelsen af pallereoler fyldt med slik i store bøtter så levende, at jeg drømte om stedet om natten.
Så jeg fulgte med Jannie over vejen til købmanden i håb om, at det ville dryppe lidt på degnen.

Jannie kunne godt lide Hubba Bubba tyggegummi og rustne søm - det kunne jeg også.
Måske har du ikke prøvet at spise et rustent søm ? Det er nærmest et 10 cm langt stykke bolche, der efterhånden smelter til en gråsort klistret opløsning. Vældig svært at håndtere sammen med broderigarn og høvlspåner. Jeg har ikke spist det siden. Den dompap, jeg var ved at brodere, blev ikke det mesterværk, jeg så for mit indre blik.

Men tilbage til skolen - det var skolen jeg ville fortælle dig om - eller rettere sagt - min første læsebog.

Blog Image

Den står stadig i min reol og ikke uden grund

Blog Image

Den starter pædagogisk med Ulla, Bo og Jan (ja det hed børn dengang - udover Lone), men inde længe bliver det lidt ensformigt.

Blog Image

Så går den videre til en egentlig handling og det fanger da interessen et stykke tid, men før eller siden begynder man at blive rastløs og bladre i bogen

Blog Image

og se hvad der dukker op bagerst i bogen - en opskrift på havregrynskugler ! Uendelige er de timer, jeg har siddet i klassen og nydt tegningerne af konfekten.

Jeg var godt klar over, at den type fødevare ikke ville være comme il faut derhjemme, men når jeg var hos Jannie, lavede vi nogle gange havregrynskugler efter læsebogens opskrift.

I dag har jeg en anden opskrift på havregrynskugler - eller romkugler er det faktisk - for læsebogens opskrift med margarine og romessens virker lidt underlødig.

Fordi du så tappert har fulgt dagens historie om den gamle læsebog, skal du i morgen have opskriften på - formodentlig - verdens bedste romkugler.

God karma herfra
Lone

  • Kommentarer(0)//lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post93