Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Auberginecreme - opskrift

AuberginerOprettet af Lone søn, januar 11, 2009 07:00:47

Det blev en forholdsvis kort arbejdsdag i går.

Højt tempo men kort dag. Vi havde aftalt at holde i god tid, før vi dejsede om.
Det viste sig at være blødt sand, der var brugt som fyld under de gamle fodergange. En fornøjelse at grave i.

Og det er heldigt, for jeg tør godt at sige, der skal køres nogle kubikmeter ud. Til venstre kan du se resterne af den dybtgående og solide betonkrybbe køerne har spist af. Ikke engang betonhammeren kunne skade den varigt. Det endte med, at vi gravede os ind under krybben, satte en donkraft mod bunden og løftede til det hele begyndte at knække. Der er én mere i den anden side af stalden.

Måske kender du det selv - efter sådan en dag kan man godt føle sig lidt maskulin.
Så trænger man til et bad, noget lyserødt tøj og fredelig madlavning i køkkenet.

En lækker auberginecreme er, hvad man kan kaste sig over, og du skal selvfølgelig have opskriften.

Der er ikke auberginer tilbage i drivhuset nu, men cremen er så lækker, at det ville være en skam at undvære den om vinteren.

Du skal bruge :

1 aubergine

2 spsk. olivenolie

½ fed fintrevet hvidløg

1 spsk. cremefraiche 38 %

Friskrevet muskatnød

1 tsk. citronsaft

Tabasco, salt og friskkværnet peber

Så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 gr. C. Find et ovnfast fad og hæld lidt olivenolie i bunden.

Skyl din aubergine og flæk den på langs. Læg den med skærefladen ned i fadet.

Prik huller i skindet med en gaffel - jeg kan ikke fortælle dig hvorfor. Sæt fadet i ovnen og bag auberginen i 30 min.

Imens finder du en lille skål og rører hvidløg, creme fraiche og olivenolie sammen.

Riv lidt muskatnød direkte ned i skålen.

Når auberginen er bagt, tager du den ud af ovnen. Så snart den er til at håndtere,

kan du vende den rundt, skrabe frugtkødet ud og hakke det grundigt.

Hæld auberginen i en lille gryde sammen med din creme fraicheblanding. Hvis du er mere vågen og kvik end jeg, kan du droppe det med skålen og bare blande creme fraiche m.m. i den lille gryde fra starten. Man lærer noget nyt hver dag.

Varm grydens indhold op, og lad det småsimre 2 minutter. Smag til med citronsaft, salt, peber og tabasco - måske er det kun 3-5 dråber, du skal bruge. Du bestemmer.

Så er din lækre auberginecreme færdig, og du kan beslutte, hvad du skal bruge den til. Jeg kan varmt anbefale bruschetta, men som tilbehør til grillet mad er den heller ikke ueffen.

Med ønsket om en rar og rolig søndag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)