Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Blomkålssuppe - opskrift

GrøntsagssupperOprettet af Lone ons, februar 25, 2009 07:51:21

Det er så småt ved at blive lyst, og der sidder en syngende musvit lige udenfor vinduerne.

I går hørte jeg lærken - meget tyder på forår.

Temperaturen i stuehuset er steget nu, men det er mere et tegn på en fyldt olietank end et egentligt forårstegn.
Derfor kan man jo godt glæde sig over det alligevel.

Der er ikke noget som suppe til at give den indre varme og tilfredshed. Og der er ikke noget som kål til få alle kroppens celler op på dupperne. I dag skal du have opskriften på en fyldestgørende forening af de to ting.

Blomkålssuppe fra LL.

Du skal bruge :

1 blomkålshoved

2 gulerødder

3 porrer

2 selleristængler

1 tsk. tørret timian eller frisk timian hvis du kan skaffe det

2 liter bouillon - grøntsags- eller hønseoprindelse - du bestemmer

25 g smør

3 dl fløde

Friskkværnet peber

Til jævning : 3 spsk. maizena udrørt i 1 dl mælk

Det var alt - så går vi i gang.

Vask grøntsagerne og skræl gulerødderne.

Skær dine porrer ud i små stykker.

Gør det samme med gulerødderne

og dine selleristængler.

Smelt smørret i en god stor gryde - du kan også bruge planteolie, hvis du har lyst til det.

Grib dine snittede grøntsager,

og hæld dem i gryden. Lad dem få god varme og rør lidt rundt.

Imens kan du sagtens få ordnet dit blomkål. Del det i mindre stykker,

og snit stykkerne i spiselige mundfulde.

Hæld blomkålen i gryden til de øvrige grøntsager og rør rundt.

Kværn godt med peber over,

og husk endelig timian.

Så hælder du din nøje udvalgte bouillon ved,

og lader fløden følge efter. Bring suppen i kog og læg låg over.
Lad din suppe koge ½ time og rør jævingen i. Lad suppen komme i kog igen - bare nogle få minutter til konsistensen er fyldig.

Så er din suppe klar - varm, lækker og god. Hvis du ikke kan spise hele grydens indhold med det samme, er der dejlig mad til flere dage.

Én af de nærmeste dage følger en opskrift på ostemuffins, der forsvinder fra køkkenbordets overflade, før du ved af det. De er fremragende til blomkålssuppen - hvis du kan vente så længe.

I dag kommer min far til arbejdsdag. Vi skal i gang med at mure indervægge op i kostalden. I morgen har jeg - forhåbentlig - en opdatering klar til dig.

Rare tanker
Lone

  • Kommentarer(0)