Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Verdens bedste pesto - opskrift

KrydderurterOprettet af Lone tor, maj 07, 2009 07:47:48

Måske satte du også nogle hvidløg i dit drivhus i efteråret.

Så er toppen begyndt at visne nu,

og det er tid til at tage løgene op til tørring.

Friske hvidløg har en helt anden mild og god smag end deres hengemte brødre.

Du kan være heldig at finde friske hvidløg i forretninger, og hvis du også kan finde god basilikum, står du pludselig med muligheden for at lave verdens bedste pesto.

Hvis du selv vil dyrke din basilikumsort, er "Sweet Genovese" ypperlig.
Hæld noget jord i et par urtepotter, tryk frøene let ned, vand sparsomt, og i løbet af kort tid har du verdens bedste basilikum. En solrig vindueskarm og hyppig vanding er alt, hvad den behøver.

Men et hvidløg og nogle grønne blade gør det ikke alene - i dag skal du selvfølgelig have opskriften på uforlignelig pesto.

Du skal bruge :

1 lille friskt hvidløg

1 stort bundt basilikum

1 dl valnøddeolie - ingen andre olietyper giver samme resultat

50 g pinjekerner

30 g Grana Padano ost

½ tsk. groft salt

Det var alt - så går vi gang.

Find en foodprocessor frem - hvis du har én. En morter er også god, men mere besværlig at bruge. En blender giver et skuffende resultat - måske pisker den for meget luft i olien.

Hæld valnøddeolie, ost, pinjekerner, salt og hvidløg i bunden af foodprocessorens skål.

Tag basilikumbladene af stilkene og læg dem i skålen. Da de sidder højt på planten og ikke har rørt jord, er det unødvendigt at skylle dem. Vand har aldrig gjort noget godt for en pesto.

Så er du kommet til det store øjeblik, hvor du kan tænde maskinen - bare kortvarigt -

og en berusende duft af livets godhed strømmer ud i dit køkken.

Så bliver det ikke meget større. I dag.

Hæld din pesto i et glas og sæt låg på eller film over. Gem den i køleskabet - den kan nemt holde nogle dage - og brug den til at vende i kogte nye kartofler, i pasta eller lav nogle simple bruschetta med pesto til forret.

Himmelsk er det.

Glæde på din dag
Lone

  • Kommentarer(0)