Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Pære marcipan dessert

Dejlige DesserterOprettet af Lone man, november 09, 2009 08:22:31

Den kraftige blæst har gjort rent bord i pæretræet.

Både toppen og pærerne ligger på jorden.

Der er nok gårdens ældste træ, og højden gør det umuligt at plukke frugterne.

Man må vente tålmodigt på, at de kommer ned selv.

Intet efterår uden den lækre pæremarcipan dessert - i dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

3 pærer

1 stor spsk. honning

250 g smør lavet af mælk fra køer der kender årstidernes skiften

250 g sukker

500 g marcipan - direkte fra køleskabet

4 æg fra høns der kender forskel på dine og mine pærer

2½ dl god vanillecreme

Det var alt - så går vi i gang.

Nej det var ikke alt - tænker du måske - hvad med vanillecremen. Hvor kom den fra.

Den er jo en genganger her på siden - uendelig god og driftsikker.

Jeg skriver lige opskriften igen, så du ikke skal lede efter den :

Vanillecreme - til alting og ingenting

2½ dl sødmælk fra glade køer

2½ dl piskefløde fra de samme køer

50 g sukker

½ vanillestang - flækket

3 æggeblommer fra høns der spiser alsidigt

1 stor tsk. majsstivelse - maizena

Det var alt til cremen - så laver vi lige den først.

Hæld mælk og fløde i en lille gryde. Tilsæt halvdelen af sukkeret og vanillestangen. Varm blandingen op til den damper. Rør lidt undervejs.

Imens kan du piske æggeblommer med resten af sukkeret og dit maizenamel.

Når grydens indhold damper, hælder du mælkeblandingen i de piskede æggeblommer. Gør det i en tynd stråle og under piskning. Så tilbage i gryden med det hele og varm op under stadig omrøring. Lad cremen nå kogepunktet og lad den boble fra bunden et minut inden du tager den af varmen. Færdig creme.

Og nu til desserten - det var den, vi kom fra.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 180 gr. C. Smør en stor springform - så er den klar.

Skræl dine pærer, fjern kernehuset og skær hver pære i 8 både.

Hæld honning i en gryde og varm op til det smelter.

I med pærestykkerne og vend dem lidt rundt for svag varme.

Afmål smør og sukker i en røreskål og pisk det sammen.

Pisk pisk pisk.

Tilsæt æg - ét efter ét - under stadig piskning.

Riv marcipanen på den grove side af rivejernet.

Det går kun godt, hvis din marcipan er kold.


Op i røreskålen med det og lad vanillecremen følge med.

Rør igen og det var det.

Hæld dejen i springformen og læg pærestykkerne i et sirligt mønster.

Hvis du ikke kan lade være.

Du bestemmer.

Dryp med 2 spsk. honningpæresaft fra gryden.

Ind i ovnen med herlighederne og bag 1 time. Læg et stykke bagepapir over formen de sidste 15 minutter af bagetiden - så bliver overfladen ikke mørk.

Lad desserten køle af og sætte sig inden du skærer ud og serverer med letpisket flødeskum.

Og et drys flormelis.

Hvis du synes.

Elegant, enkelt og intenst.

Hvad mere kan man ønske sig.

Lys og let dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)