Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Tiramisu - opskrift

Dejlige DesserterOprettet af Lone lør, november 28, 2009 08:03:53

Tag mig op - er det oversatte navn på den italienske dessert.

Og så kan du selv bestemme, om det er sukkerbrødskagernes optag af kaffe og likør, det handler om, eller en direkte appel fra en dessert der ved, hvor god den er.

Under alle omstændigheder får du i dag opskriften på Tiramisu.

Du skal bruge :

3 æggeblommer fra høns der ikke går af vejen for lidt regnvejr

1 spsk. rørsukker

1 stor tsk. majsstivelse

2½ dl. sødmælk fra køer der ved, hvor vigtigt det er at lave god mælk

2½ dl. fløde fra ovenstående køer

1 spsk. rørsukker mere

1 stang vanille

500 g mascarpone

3½ dl stærk kaffe (f.eks. 7 mål kaffe til 5 kopper vand) - ikke varm kaffe bare lunken

1 dl Kahlúa

48 savoiardi - det er omtrent 2 pakker á 200 g

Masser af kakao til drys.

Det var alt - så går vi i gang.

Hæld mælk, fløde og den flækkede vanillestang i en lille gryde.

I med 1 spsk. sukker og varm det hele op til det begynder at dampe. Rør af og til.

Imens kan du afmåle den anden spiseskefuld sukker i en røreskål sammen med majsstivelse og æggeblommer.

Pisk det sammen.

Når mælkeblandingen er varm, kan du hælde omtrent halvdelen af grydens indhold over i røreskålen. Gør det i en tynd stråle og under konstant piskning.

Hæld røreskålens indhold tilbage i gryden, sæt gryden på komfuret og varm op - under stadig omrøring - til cremen begynder at koge. Lad den lige boble 1 minut, og så er du sikker på, alt levende er bortgået.

Selvfølgelig kan du lave tiramisu af pasteuriserede æggeblommer og droppe opvarmningen, men det bliver aldrig det samme. Ingen smag - kun konsistens.

Lad din creme køle lidt af,

og tilsæt så mascarpone.

Smag bare på den og du ved, hvorfor italienerne gerne vil være italienere.

Rør mascarponen ind i cremen.

Hæld kaffe og Kahlúa i en fladbundet skål.

Find et fad på ca. 20 * 30 cm frem.

Hvis det har spor af fastbrændte rester fra madlavning gennem årene, skal du ikke føle dig dårligt tilpas. Det kan ske for enhver.

Tror jeg.

Dæk bunden af dit fad med creme.

Grib dine savoiardikager én efter én, vend dem rundt i kaffeblandingen og læg dem på cremen i et opfindsomt og uforudsigeligt mønster.

Læg ikke kagerne i blød i kaffeblandingen. Dels vil de blive så bløde, at du ikke kan flytte dem, og dels vil de første kager suge så meget, at de efterfølgende kommer til at undvære.

Bare hold dem i bevægelse.

Dæk kagerne med et lag creme,

og gentag manøvren.

Slut af med et lag creme - og her skulle der gerne være nok til at dække - sæt film over desserten og ind i køleskabet med den.

Lad din tiramisu trække nogle timer.

Det er en god idé at lave den om formiddagen, hvis du vil servere den om aftenen. Så kan du se helt afslappet ud, når du henslænger én af denne klodes bedste desserter for dine gæster. Eller for dig selv. Du bestemmer.

Drys kakao - gennem en sigte - over hele overfladen lige før servering.

Og tag den op.

Rar dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)