Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Rødvinsgelé - opskrift

Syltede SagerOprettet af Lone man, december 14, 2009 08:20:48

Da de store tanke skulle tømmes for vin i efteråret, blev der lidt rester hist og pist.

For bundhanen i sådan en tank sidder i pæn højde over bunden, så der ikke kommer grums med.

Men da tankene var tomme og håndterbare, kunne den sidste rest vin hældes ud, og jeg tænkte, at den var for god til at skulle gå tabt.

På den anden side var 6 - 7 liter vin mere end manden og jeg kunne konsumere på en glad aften.

Derfor skulle der en anden og mere vidtgående metode til at få glæde af vinen.

Så det hele endte i den store marmeladegryde og blev kogt op med rørsukker.

Du godeste - tænker du måske - hvad med alkoholen.

Ja. Den kan man godt vinke farvel til.

Men hvis det føles som et tab, kan man holde hovedet over gryden, mens vinen koger.

Det interessante er, at den her rødvinsgelé nok er det mest vellykkede, der længe har set dagens lys.

Derfor skal du selvfølgelig have opskriften.

Måske har du ikke en stor tank med vinrester, men det skal ikke være en hindring for foretagenet. En fyldig krydret vin, der ikke vrider sig af garvesyre, er et godt bud. Du kan selvsagt ikke lave god gelé af en kedelig vin, så smag dig frem. Vælg en vin du godt kan lide.

Til en mindre portion skal du bruge :

½ liter rødvin

½ kg rørsukker er ikke helt ude i Hollænderdybet - men smag dig frem - nogle vin er der mere restsukker i end andre.

Under alle omstændigheder skal der masser af sukker til - gelé er en sød ting.

2 tsk. marmeladepulver - blanding af johannesbrødkernemel og carrageenan (uden konserveringsmidler selvfølgelig) rørt op i 1 spsk. sukker.

Det var alt - så går vi i gang.

Hæld vin og rørsukker i en gryde af passende størrelse.

Bring indholdet i kog og lad det boblekoge 15 minutter.

Tag gryden af varmen og rør marmeladepulveret i.

Tilbage på kogepladen med det og kog op et par minutter igen.

Sådan. Det var det.


Hæld din skoldhede gelé på glas og sæt låg på med det samme.

Hvis du laver en større portion og er længere tid om at få lukket for glassene, er det nødvendigt at henkoge bagefter for at få en langvarig holdbarhed.

En helt usædvanlig gelé der ikke minder om noget andet.

Uimodståelig til vildtretter og julemad selvfølgelig.

Hvis du laver den af samme vin, som du serverer til maden, er du sikker på, det hele går op i en højere enhed.

Og hvem vil ikke gerne have noget til at gå op i en højere enhed.

Magisk mandag
Lone

  • Kommentarer(0)