Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Hvedesalat - opskrift

Salater diverseOprettet af Lone tir, december 29, 2009 08:18:08

Den ældste søn er taget tilbage til København.

Den yngste er startet på fodbold igen, madbeholdningerne er i bund og sneen er væk.

Uden sammenligning i øvrigt.

Man må lægge sin indsats, der hvor den betyder noget, og i går gik jeg i gang i køkkenet igen.

I dag skal du have opskriften på en lækker hvedesalat - fyldig, sprød og god.

Du skal bruge :

½ l grøntsagsbouillon af anstændig oprindelse

2½ dl knækkede polerede hvedekerner - også kendt som bulgur

2 gulerødder

1 pastinak

1 skalotteløg

1 lille squash

250 g champignons

10 usvovlede abrikoser

1 dl. smuttede mandler

Saft af ½ citron

3 spsk. mild velsmagende olivenolie

1 lille tsk. groft salt

Det var alt - så går vi i gang.

Bring din bouillon i kog

og hæld hvedekernerne i gryden. Lad dem koge under låg 10 minutter.

Når tiden er gået, kan du tage gryden fra varmen og fjerne låget - så damper kernerne lidt af.

Grib dine grøntsager. Skræl gulerødder, løg og pastinak og skær det hele ud i temmelig små tern. Også den grønne squash.

Rens dine champignons og del dem i halve eller kvarte om nødvendigt.

Varm en pande godt op, hæld 2 spsk. olivenolie, ½ tsk. groft salt og champignons på den.

Rist svampene for høj varme - bare bliv ved så de smider al vandet fra sig.

Rør rør rør.

Tag dem af panden når du synes, de har fået nok.

Varm den sidste spiseskefuld olivenolie op og hæld grøntsagerne på panden med knap ½ teske groft salt.

Grøntsagerne skal have godt og vel 10 minutter for god varme. Rør i dem og vend rundt undervejs.

Samtidig kan du skære dine abrikoser i mindre tern. Det kan man godt.

Find en skål du holder af.

Hæld de kogte hvedekerner - med restvæde - i skålen. Lad champignons, grøntsager, mandler, abrikoser og citronsaft følge efter og vend det hele sammen til en lækker salat.

Spis salaten mens den endnu er lun eller sæt den på køl og lad den trække. Det er vanskeligt at afgøre, hvad der er bedst. Bed mig ikke om at vælge.

Men god er den, og du bliver glad og godt tilpas af at spise den.

Og det er det eneste, der betyder noget.

Stor himmel over dig
Lone

  • Kommentarer(0)