Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Lakuner - opskrift

Stilige startereOprettet af Lone søn, januar 03, 2010 08:06:58

Måske er det længe siden, du har brugt din muffinform.

Måske har du manglet den rigtige opskrift.

En opskrift der længe opvejer besværet med opvasken bagefter.

Den får du her.

I dag.

På Lakuner.

Deres lige findes ikke.

Sprøde i kanten, bløde i midten og perfekte til en hurtig velkomstting.

Du skal bruge :

50 g smør lavet af mælk fra kåde køer

2½ dl. letmælk fra ovenstående

2 æg fra høns der holder humøret højt

140 g mel

3 spsk. fintrevet Granaost - hjemmerevet

1 tsk. sukker

1 tsk. groft salt

½ tsk. frisk eller frysetørret timian - ikke det blege afkræftede man også kan få

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 215 gr. C. Find din muffinform frem, gå udenfor og sving den 3 gange i strakt arm.

Smelt dit smør - så er det klar.

Riv osten på den fine side af rivejernet.

Hæld mælk, æg, ost, sukker, salt og timian i en røreskål.

Og pisk.

Pisk pisk pisk.

Hæld mel i skålen og pisk til du får en jævn dej.

Grib din støvfrie muffinform og læg 1 teske smeltet smør i hver fordybning. Resten af dit smeltede smør hælder du i dejen og rører ind.

Sæt formen i den varme ovn - 2 minutter.

Så snart formen kommer ud med det boblende smør, kan du fordele dejen i de 12 fordybninger - de bliver omtrent halvt fyldte.

Ind i ovnen med formen. Igen. Bag dine lakuner 15 minutter, skru ovnen ned til 180 gr. C. og bag yderligere 5 minutter.


Og hvad så - tænker du måske - hvad har man så.

Så har man simpelthen 12 himmerigsmundfulde.

Hverken mere eller mindre.

Læg dem på en rist så snart de kommer ud af ovnen - så bevarer de sprødheden.

Og spis dem. Med det samme. Mens de er helt varme endnu.

Lav dem én gang og din muffinform vil aldrig samle støv igen.

Sådan nogle man vender tilbage til.

Gang på gang.

Bred himmel over dig
Lone

  • Kommentarer(0)