Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Appelsin Latte - opskrift

Dragende drikkeOprettet af Lone søn, januar 17, 2010 08:09:02

Så er der tændt op i brændeovnen,

jeg har fået alle lag tøj, vinterstøvler og strikhandsker på.

Luffer fungerer ikke ved tastaturet.

Noget tyder på, det bliver en kold dag.

Sne indendørs - tænker du måske - så er det altså slemt.

Nej - ingen sne - det du ser her, er de indledende manøvrer til en varm og ualmindelig velgørende Appelsin Latte.

En kaffedrik der giver ro og styrke.

Hvem har ikke brug for ro og styrke.

I dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Du skal bruge :

½ liter sødmælk fra køer der er i urbalance med deres jeg

10 centimeter kanel. Omtrent

Skal af ½ appelsin

1 spsk. flormelis

2 dl. kaffe brygget med den dobbelte mængde kaffebønner i forhold til vanligt.

Det var alt - så går vi i gang.

Sæt først din kaffe over - så er den rygende varm, når mælken er klar.

Skær skallen af din appelsin, så du får mindst muligt at den hvide hinde med.

Læg appelsinskal og knækket kanel i en lille gryde.

Afmål mælk og hæld det i gryden sammen med

flormelis.

Varm grydens indhold op under omrøring.

Helt op til lige under kogepunktet.

Hold mælken på varmen nogle minutter, så appelsin og kanel giver alt, hvad der er at give.

Hæld mælken gennem en sigte,

og op i en mælkeskummer, du betjener på bedste vis.

Hvis du ikke har en mælkeskummer, skal du ikke være ked af det.

Si appelsin og kanel fra, og hæld mælken tilbage i den varme gryde. Pisk så - alt hvad du har lært - med et almindeligt piskeris.

Varm to kopper godt op og fordel appelsinmælken i dem.

Fyld efter med den skoldhede kaffe og du er klar.

Klar til at gøre noget godt for den, der får en Appelsin Latte.

Måske har du én at dele de to kopper med.

Ellers skal du ikke være ked af det.

Man kan sagtens drikke to kopper selv.

Dybfølt varme, ro og tilfredshed er resultatet.

Suveræn søndag
Lone

  • Kommentarer(0)