Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Bønnesalat - opskrift

BønnerOprettet af Lone lør, november 01, 2008 07:33:21

Manden har tidligere udnyttet sin højde til at spille basketball. Denne weekend kommer det forhenværende basketballhold til gården - den årlige genforening.
Jeg ved ikke rigtig noget om basketball, men man må gå ud fra, at spillere i den størrelse kan spise en masse mad. Det er mit bidrag - at lave mad i tilstrækkelige mængder - så må de selv finde ud af det sportslige.

Blog Image

Selvom vejret var dejligt i går gik det meste af dagen inde i køkkenet. Med at lave græskarsuppe, æblesufflé, vanilleis, bønnesalat og bage brød. Du skal selvfølgelig have nogle af opskrifterne, og i dag begynder vi med bønnesalaten.

Du skal bruge :

1 kg fine grønne bønner - på den her årstid er de frosne faktisk at foretrække

1 rødløg

1 fed hvidløg

3/4 dl virkelig god og mild olivenolie

1 spsk. anstændig balsamico

2 tsk. dijonsennep

1 tsk. salt

Friskkværnet peber

2 dl. hasselnødder

½ dl. kogevand fra bønnerne

200 g. blød fetaost

Så er vi klar.

Sæt en stor gryde vand over på komfuret, hæld salt i, og bring vandet i kog. Det tager lidt tid, og imens kan du lave marinaden til bønnerne.

Blog Image

I din kønneste og mest rummelige salatskål blander du olivenolie, dijonsennep, balsamico, peber og salt

Blog Image

Hak rødløget forholdsvis fint og riv hvidløget på den fine side af et rivejern - bare direkte ned i salatskålen med det

Blog Image

Rist hasselnødderne på en meget varm og tør pande. Du er nødt til at passe dem undervejs og lade dem rulle lidt rundt i panden - ellers bliver de for mørke

Blog Image

Når skallerne begynder at fnuldre lidt af, har de fået nok. Læg nødderne i et viskestykke og gnub alle de løse skaldele af. Det gør ikke noget, at der stadig er skaller på de fleste af nødderne. Hvis alting skal fjernes, kan du gå direkte over i nytårsmenuen uden at forlade køkkenet.

Så er dit bønnevand nok ved at koge, og du hælder de frosne bønner direkte i kogevandet. Lad varmepladen give alt hvad den har, og så snart vandet koger igen, tager du gryden af varmen. Snup ½ dl. af kogevandet og hæld det i salatskålen - resten skal bare hældes i vasken.

Blog Image

Overbrus bønnerne med koldt vand, så de bevarer sprødheden

Når de er kølet af og dryppet af, kan du vende dem rundt i din marinade

Blog Image

Drys med hasselnødderne og sæt salaten køligt - meget gerne til næste dag, men ihvertfald helst 5 timer. Vent med at blande feta i tern i salaten til lige før servering. Feta bliver mærkværdigvis lidt smagsløst, hvis det kommer med for tidligt.

Blog Image

Nu vil jeg gå ud og slukke for de store kornblæsere. Det har været en kold og klar nat, og alt kornet er blæst igennem - så holder det sig sundt og godt.

Rigtig god weekend til dig fra
Lone

  • Kommentarer(0)