Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Vandbakkelser - opskrift

Kager med cremeOprettet af Lone man, januar 18, 2010 08:12:52

Der var engang, min mor altid lavede vandbakkelser - sagde manden i går.

Og så ved man godt, hvad klokken er slået.

Hvorfor holdt hun op - spurgte jeg. I et spagt forsøg på at overhøre budskabet.

For hvis det nu var i erkendelse af, at tiden var løbet fra den slags bagværk, at de ikke var så lækre som først antaget eller noget i den retning, så kunne vi lade den ligge der.

Jeg ved heller ikke, om hun er holdt op - sagde manden - det er bare længe siden.

Så i dag skal du have opskriften på vandbakkelser. Eller Puff Pastry. Eller Pâte à Choux.

Samme ting i mange lande.

Du skal bruge :

4 store æg fra høns der forstår et vink med en vognstang

160 g hvedemel

2½ dl. vand

125 g smør lavet af mælk fra køer der ved, hvad de har med at gøre

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 225 gr. C. Beklæd et par bageplader med bagepapir.

Hæld vand og smør i en gryde, fyr op under sagerne,

og tag gryden fra varmen når indholdet boblekoger.

Hæld mel i og pisk. Pisk pisk pisk. Alt hvad du har lært.

Så får du en jævn sammenhængende dej.

Lad dejen stå til afkøling ½ time.

Pisk æg i dejen - ét af gangen.

Dejen er lidt tung, så en håndmixer kan være et bedre bud.

Pisk grundigt efter sidste æg og dejen er klar. Fin og føjelig.

Hvem vil ikke gerne være fin og føjelig.

Nu er vi nået til det afgørende punkt i processen. Tidspunktet hvor denne klodes mangfoldighed står i et skærende klart lys.

Skal man sætte små skefulde dej på bagepladen og satse på at lave profiteroles. Skal man sætte store skefulde dej på bagepladen og lave cream puffs eller skal man bruge en kagesprøjte og lave fingerlange dejstrimler til éclairs.

Du bestemmer.

Bare fordel din dej i den form du finder passende. Intet kan gå galt her.

Ind i ovnen med pladerne - ikke samtidig men én af gangen.

Bag først 15 minutter ved 225 gr. C. skru varmen ned til 180 gr. C. og bag 5 minutter mere (måske op til 15 minutter ekstra hvis din dej er sat i højere toppe).

Åben ikke ovnlågen undervejs - det vil påvirke kagerne i en uheldig retning.

Lad dem køle af på en rist.

Flæk dine kager med en brødkniv.

Og så melder nye valgmuligheder sig.

For at lave profiteroles fylder du is i. For at lave cream puffs fylder du flødeskum i. For at lave éclairs fylder du vanillecreme i og for at lave mor´s vandbakkelser fylder du vanillecreme, flødeskum og solbærgelé i.

Det er meget godt alt sammen - tænker du måske - men mangler der ikke noget.

Jo da. Kronen på værket - chokoladeglasur.

Smelt 30 g chokolade og 1 spsk. smør. Rør det op med 60 g flormelis og 1½ spsk. kogende vand.

Sådan.

Dryp det over din valgte kreation.

Og du har lavet konditori derhjemme.

Kan det blive meget bedre.

Mageløs mandag
Lone

  • Kommentarer(0)