Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Hindbærmarmelade - opskrift

Syltede SagerOprettet af Lone søn, januar 24, 2010 08:16:26

Så oprandt dagen for årets første fodboldkamp. Den yngste søn er kørt til stadion, og jeg er hjemme igen og klar til at skrive til dig.

I dag skal du have opskriften på helt igennem hæderlig hindbærmarmelade.

Lidt ved siden af årstiden - tænker du måske - planterne har knap nok blomsteranlæg.

Og det har du ret i. Selvfølgelig har du det.

Men frosne bær er fuldgode her, og når opskriften kommer i januar, er det ene og alene fordi, der meldte sig et ukontrolleret behov for hindbærsnitter.

Her langt ude på landet er det vanskeligt at skaffe anstændige hindbærsnitter.

I dag får du opskriften på hindbærmarmelade - en opskrift fra før mad blev til fødevarer.

Én af de nærmeste dage kommer også opskriften på hindbærsnitter.

Om alt går vel.

Hvis en høne galer inden månen går ned, hvis Pluto er i konjuktion med ascendanten og hvis gårdhundens knurhår peger mod øst.

Så har jeg ikke lovet for meget.

Til hindbærmarmeladen skal du bruge :

800 g hindbær

600 g rørsukker

En stor gryde

Det var alt - så går vi i gang.

Hæld sukker og optøede hindbær i en god stor gryde, varm op til kogepunktet og rør rundt så sukkeret fordeles.

Varm blandingen mere op - op hvor den bulderkoger, og du overvejer, om det hele bliver i gryden.

Rør ikke i gryden for så køler marmeladen ned. Bare stå andægtigt ved siden af komfuret og indånd den fortræffelige duft.

Hold hindbærmarmeladen på det heftige kogestadie i 10 minutter. På den måde når du sukkerets stivningspunkt - hvis man kan kalde det sådan.

Hæld den skoldhede marmelade direkte på glas og sæt låg på omgående - så er det hele konserveret naturligt.

Bliver det så stift - tænker du måske - helt uden tilsætning af pulver i smarte emballager.

Og ja. Det gør det. En prægtig konsistens og tyngde til både hindbærsnitter og daglig brug på brød.

Sandelig søndag
Lone

  • Kommentarer(0)