Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Valnøddebrød - opskrift

Med andre kornOprettet af Lone fre, februar 12, 2010 08:22:29

For noget tid siden havde manden en stor pose valnøddekerner med hjem.

Og det bliver man jo glad for.

Ikke at der er noget i vejen med blomsterbuketter, ansigtscreme eller perler.

Men valnøddekerner ved man, hvad er.

For at dele den høje nytteværdi, skal du i dag have opskriften på valnøddebrød.

Du skal bruge :

550 g mel der vil dig det godt

3½ dl. lunt vand

2 store spiseskefulde honning

200 g valnøddekerner

1½ tsk. groft salt

2 spsk. mild olivenolie

1 pakke tørgær - 9 g.

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 175 gr. C.

Læg bagepapir på en bageplade og fordel valnødderne på pladen.

Ny sort - tænker du måske - valnødder med afrundede kanter.

Nej - må jeg fortælle - intet nyt her. Det er nok et resultat af hjemtransporten. Måske er indkøbsposen faldet ud af kufferten. Måske er den raslet gennem alt udstyret bag i varevognen og endt under kassen med snekæder. Måske er den kommet med ud, da bilen sad fast, og måske var det valnøddernes fortjeneste, at dækkene kunne finde fæste nok til at komme fri af snemasserne. Måske er det de mest heroiske valnødder, der længe er set, og så skal man ikke hænge sig i, om der mangler en kant hist og pist.

En valnød er en valnød.

Sæt pladen i ovnen og rist nødderne 10 minutter. Sæt dem til afkøling.

Hæld honning og tørgær i det lune vand - ikke varmere end dine fingre. Selv på en kold dag.

Der skulle være flere og andre gærstammer i økologisk gær end i de almindelige blokke af modellervoks fra spritfabrikkerne, så jeg har længe ledt efter sådan en pose.

Ikke fordi jeg ved nogetsomhelst om virkningen, men fordi jeg ikke gør.

Det dufter helt anderledes. Bedre.

Lad blandingen stå 10 minutter, så gærcellerne vækkes.

Imens kan du hakke dine valnøddekerner.

Det nemmeste er at bruge en køkkenmaskine, men er din tålmodighed i top og himlen blå tager du dem bare med en god køkkenkniv.

Hæld olivenolie, mel, salt

og hakkede valnøddekerner op i gærblandingen.

Ælt dejen 10 minutter - i maskine eller ved håndkraft.

Smør en skål med olivenolie og læg dejen i skålen.

Vend dejen rundt, så den dækkes af olie.

Sæt film over skålen og lad dejen hæve 1 time et lunt sted.

Når dejen er hævet, kan du hælde den forsigtigt ud på et meldrysset bagepapir.

Hvis du bager ét stort brød, har du senere hen muligheden for at tage en lille alpehue på, binde et fikst rødternet tørklæde om halsen, klemme det velvoksne valnøddebrød fast mellem venstre flanke og venstre arms albue, mens du skærer et rustikt stykke brød med æblekniven i din højre hånd.

Og det er bare et forslag. Du kan også dele dejen til to brød eller dele den til valnøddeboller. Du bestemmer. Uanset hvad må du bare behandle dejen skånsomt, så luften ikke klemmes ud.

Smør lidt olivenolie på filmen og læg den over dejen. Lad dejen hæve en time mere.

Tænd din ovn igen og sæt temperaturen på 200 gr. C. Uden varmluft - altid uden varmluft. Sæt en lille varmefast skål med vand i bunden af din ovn, så du får et fint fugtigt rum at bage i.

Sæt pladen i ovnen og bag brødet 10 minutter. Skru varmen ned til 180 gr. C. og bag yderligere 25 - 30 minutter afhængigt af din ovn.

Brødet skal lyde hult, når du banker på det.

Læg dit lækre valnøddebrød til afkøling på en rist, når det kommer ud af ovnen.

Og nyd det med koldt smør lavet af mælk fra glade køer.

Fremgangsrig fredag
Lone

  • Kommentarer(0)