Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Pitabrød med rug - opskrift

Med andre kornOprettet af Lone lør, marts 13, 2010 06:54:12

Måske står du lige nu og forbereder en hyggelig madkurv.

For at komme ud og blive dus med himlens fugle og skovens grønne træer.

Man ved aldrig.

Så skal du i dag have opskriften på pitabrød med rug.

De er også fine til aftensmad - med lækkert fyld efter eget valg, eller til madpakke - hvis det skulle være.

Og det skal det jo nogle gange.

Du har brug for :

3 dl. lunkent vand

30 g gær

2 små tsk. groft salt

2 spsk. olivenolie

100 g rugmel

350 g hvedemel

Det var alt - så går vi i gang.

Udrør gær i vand, tilsæt salt

i med olivenolie,

rugmel

og hvedemel.

Så skal der æltes. Mindst 15 minutter. Altid.

Til din dej er glat og spændstig.

Hvem vil ikke gerne være glat og spændstig.

Smør lidt olivenolie på skålens inderside, så dejen har nemt ved at hæve op, og sæt film over det hele.

Lad dejen hæve et lunt sted til dobbelt størrelse. Det tager 1 - 2 timer, alt efter hvor tæt du sætter den på brændeovnen.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 230 gr. C.

Sæt en bageplade med bagepapir i ovnen, så pladen kan blive varmet med.

Drys mel på et bord, hæld dejen ud,

og del den i 10 stykker.

Form - ganske let - stykkerne til kugler.

Så skal der rulles.

Rul rul rul.

Rul hver kugle ud til et kvadrat, en trekant, en trapez, en ellipse, et rektangel, et parallelogram, en rhombe eller en rundoval cirkel.

Geometrien tilhører alle, og du bestemmer.

Lad dine pitabrød hvile 15 minutter, mens ovnen bliver varm.

Rigtig varm.

Glohed faktisk.

For det er hele fidusen ved pitabrøds hulhed.

Åben ovnlågen så kortvarigt som muligt, og læg 2 dejstykker ind på bagepladen.

Bag 5 minutter, læg dine pitabrød på en rist, og bag så de næste hold.

Små lækre UFO'er - hule så der er plads til dit yndlingsfyld.

Blændende dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)