Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Bagte bønner med chili

BønnerOprettet af Lone søn, april 11, 2010 07:47:15

Mens man venter på friske forårsgrøntsager, skal der mad til.

Og så må det blive af de grøntsager, der holder endnu.

Bønner og løg.

I dag skal du have opskriften på bagte bønner. En ret du kan samle i en stor gryde, efterlade i ovnen og hive frem, når du bliver sulten.

Du har brug for :

5 store løg

1200 g kogte bønner - af den slags du holder mest af

2 røde peberfrugter

2 fed hvidløg

3 jalapenos eller anden chili

1 buket frisk timian eller 2 tsk. frysetørret

150 g koncentreret tomatpuré

2 spsk. mørkt rørsukker

2 spsk. olivenolie

1/4 tsk. cayennepeber

1 l grøntsagsbouillon af anstændig oprindelse samt ½ l vand

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 150 gr. C.

Find en stor støbejernsgryde frem og hæld olivenolie i den.

Grib dine løg og skær dem i fine tern.

Der er fem, selvom man kun kan se fire.

Varm olivenolien op og rist løgternene bløde og gyldne.

Hvem vil ikke gerne være blød og gylden.

Hæld bouillon og vand i gryden og kog den af, mens du rører rundt.

Hvis du kan finde en bouillon uden et overvældende saltindhold, kan du bruge 1½ liter i alt og udelade vandet. Hvis ikke er det bedre med opskriftens fordeling.

Skær dine peberfrugter og chili i tern og hæld dem i gryden sammen med timian, fintrevet hvidløg, tomatpasta, cayennepeber, bønner

og rørsukker.

Det var det.

Ganske enkelt.

Rør lidt rundt så alt er velfordelt, og sæt din gryde i ovnen.

Uden låg - bare i ovnen.

Nem aftensmad.

Lad retten stå og småsimre 3 timer.

Imens kan du lave den store YES-manøvre.

Knyt højre hånd. Stræk op og træk næven kraftfuldt ned og ind mod brystkassen. Eventuelt med venstre knæ i en opadgående bevægelse.

Inddampet koncentreret velsmag i grydeform.

Nyd dine bagte bønner med godt brød og du bliver glad.

Hvis nogen i husstanden - og her taler jeg af erfaring - anfægter den udtalte mangel på kød, kan du enten argumentere for bønnernes fortræffelige proteinindhold, eller klare den med et par koteletter som tilbehør.

Du bestemmer.

Smuk søndag
Lone

  • Kommentarer(0)