Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Vendekage med ananas - opskrift

Kager med frugt og bærOprettet af Lone tir, april 13, 2010 07:55:44

Forleden dag lykkedes det at hjembringe en ananas, skære den i stykker og bage en kage af den, førend den yngste søn kunne nå at gribe ind.

I dag skal du selvfølgelig have opskriften.

Du har brug for :

1 lille ananas

175 g plus 25 g smør lavet af mælk fra køer der spiser alt på deres vej

100 g rørsukker

2 æg fra høns der snart har endevendt en vinmark

1 tsk. vanilleekstrakt

200 g mel

1½ tsk. bagepulver

1 dl. mandler

½ dl. fløde fra ovenstående køer

100 g mørkt muscovadosukker

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 175 gr. C. Læg et stykke bagepapir i en springform.

Afmål 25 g smør i formen og sæt den i ovnen 5 - 7 minutter, så smørret smelter.

Drys halvdelen af dit muscovadosukker ud over det smeltede smør,

og lad mandlerne følge efter.

Grib din ananas, skær top, bund og sider af.

Fjern den midterste hårde kerne og snit det bløde frugtkød i mindre skiver.

Fordel skiverne i et kreativt og nyskabende mønster, så de dækker mandlerne.

Drys resten af dit muscovadosukker over.

Hæld rørsukker og 175 gr. smør i en røreskål og pisk.

Pisk pisk pisk.

Tilsæt de to æg og pisk videre.

Vend mel og bagepulver ind i dejen,

og rør fløde i for at samle det hele.

Fordel dejen øverst i springformen og sæt hele herligheden i ovnen.

Bag kagen 40 minutter.

Lad din ananaskage køle af i formen. Mindst en time før du vender den ud.

Læg et smukt fad ovenpå springformen og vend alt rundt, så fadet med kagen er nederst og den tomme springform øverst.

Lækker ananaskage.

Meget lækker ananaskage.

Saftig med en karamelliseret overflade. Sprøde mandler og bløde ananasstykker.

Server kagen med koldt letpisket flødeskum.

Og du vil ikke fortryde.

Det lover jeg.

Dejlig dag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)