Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Kandiserede violer - opskrift

Syltede SagerOprettet af Lone fre, april 23, 2010 07:32:13

Hvis du lægger dig ned et heldigt sted, dufter der af violer.

I grøftekanter, i haven, i naboens have.

Violer lever deres eget liv.

Og de dufter så sødt og dejligt, at man gerne vil beholde dem.

I dag skal du have opskriften på kandiserede violer.

De små tørrede sukkerblomster gør sig som dejlig pynt på kager, men du kan også spise dem direkte fra kagedåsen.

Der er brug for :

Alle de violer du kan finde - kun blomsterhoveder ikke stilke

1 bæger pasteuriserede æggehvider

1 dl. flormelis eller efter behov

Lidt solsikkeolie

Det var alt - så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 50 gr. C. med luftcirkulation. Ikke varmere for du vil gerne beholde alle de fine aromaer i blomsterne.

Læg bagepapir på 2 bageplader og smør et tyndt lag solsikkeolie på papiret.

Hvis man udelader olien, kan det senere hen blive nødvendigt at skrabe blomsterne af med en spartel.

Og det er erfaringens dybe røst, der taler.

Hæld flormelis i en tallerken,

og æggehvide i en anden.

Pisk æggehviden til blødt skum. Bare lidt.

Grib dine blomster - én efter én - dyp i æggehvide, ryst af og rul forsigtigt i flormelis.

Læg blomsterne på bagepapiret.

Før eller siden flegner du måske ud over tempoet, og tænker, at man må kunne tage det hele på én gang.

Der er en anden måde at gøre det på - mindre raffineret men hurtigere.

Læg alle blomsterne i æggehviden, dyp dem grundigt og knug hårdt den overskydende æggehvide ud af dem.

Rul derefter blomsterne rundt i flormelis og skil dem ad efter bedste evne, mens du lader dem drysse ned over bagepapiret.

Sæt bagepladerne i ovnen, lad ovndøren stå på klem, og giv blomsterne lov til at tørre i 3 timer.

Prøv dem.

Den mest vidunderlige smag af viol.

Du kan gemme dine kandiserede violer i en kagedåse med madpapir mellem lagene af blomster.

Brug dem i en hjemmelavet violis eller som pynt på kager eller desserttallerkener.

Må din dag gøre dig godt
Lone

  • Kommentarer(0)