Beretninger fra et autentisk landbrug

Beretninger fra et autentisk landbrug

Dagligdag på landet - vi har ikke andet

Følg med i de daglige beretninger langt fra alting og tæt på det store i det små

Uforlignelig cremelinse - opskrift

Kager med cremeOprettet af Lone tir, december 02, 2008 08:14:44

Måske har du også langt til en bager, der kan bage en ordentlig cremelinse ?

Hvad gør man så, når der melder sig en ubændig lyst til sprød dej med fuldgod vanillecreme ?

Blog Image

Laver en kæmpecremelinse - ikke noget fedteri med små portionsforme.

Alt hvad du skal bruge er almindelige basisvarer, og hvis du vælger dem med omhu, får du en uforlignelig kage ud af det.

Til linsedejen skal du bruge :

150 g smør af en god kvalitet

250 g mel

60 g sukker

2 æggeblommer fra høns der danser udendørs rhumba

1 spsk. koldt vand

Så går vi i gang.

Få smuldret dit smør godt ud i melet og tilsæt æggeblommer og sukker. Ælt dejen let sammen med 1 spsk. vand. Lad endelig dejen være i fred så snart alt er sammenhængende - så undgår du en franskbrødsagtigt sejhed.

Blog Image

Så skal dejen hvile ½ time i køleskabet. Hvis du deler dejen i to portioner - den ene lidt større end den anden og maser dem begge lidt flade mellem lag af bagepapir, er det meget nemmere for dig at rulle dejen ud efter opholdet i køleskabet.

Blog Image

Smør en springform og tænd din ovn på 200 gr. C.

Mens dejen hviler sig, kan du lave cremen.

Du skal bruge :

2½ dl sødmælk fra køer der spiser ordentligt

2½ dl piskefløde fra de samme køer

½ vanillestang

25 g sukker plus 25 g sukker

3 æggeblommer fra høns der danser udendørs tango

1 tsk. maizena

Så ordner vi lige det med cremen :

Skrab kornene ud af vanillestangen og læg både stang og korn i en gryde sammen med mælk, fløde og 25 g sukker. Varm op til det begynder at dampe men rør undervejs, så det ikke sætter sig på bunden.

Pisk æggeblommer, maizena og sukker til det er lyst og luftigt. Mens du pisker videre, hælder du den varme flødeblanding ned i skålen. Måske skal du lige tage vanillestangen fra først, ellers sprøjter det ud over det hele, når piskeriset får fat i den...

Hæld cremen tilbage i gryden og sæt den på komfuret. Varm op ved middel varme mens du pisker afslappet. Cremen skal lige op og koge 1 min. Det gode ved den her creme er, at det ikke kan gå galt, fordi der er maizena i blandingen.

Blog Image

Så er cremen klar, og du kan bare lade den stå og køle lidt af. Tag dig ikke af, at der er to gryder med to slags creme på billedet - jeg var bare ved at finde ud af, hvilken der var bedst til formålet.

Blog Image

Tag din dej frem og rul den største portion ud i en cirkel, der kan dække springformens bund og gå lidt op ad siderne.

Blog Image

Snup det øverste lag bagepapir af

Blog Image

Vend hele herligheden på hovedet og pres dejen ned i springformen.

Så kommer vi til det vigtigste i den her opskrift.

Blog Image

- fjern bagepapiret inden du hælder cremen i formen.

Blog Image

Rul et låg ud af den mindste portion dej. Pres det forsigtigt ned i formen og sæt kagen i ovnen.

Blog Image

Bag din cremelinse 20 minutter. Lad den køle af hvis du kan og nyd den - man kan ikke andet. Sprød udenpå, blød og fyldig vanillecreme indeni. Uforlignelig god.

Dejlig tirsdag til dig
Lone

  • Kommentarer(0)